Sygdom og ulykker
Personskader tager tid, og reglerne er ikke indlysende. Her er det vigtigste.
Fire spørgsmål og svar
Hvornår skal jeg anmelde en ulykke?
Så hurtigt som muligt, og under alle omstændigheder inden fristen i policen. Selv hvis du ikke ved, om skaden får varige følger, er det bedre at melde den. Så er den registreret, hvis det viser sig senere.
Hvad betyder varigt mén?
Varigt mén er den blivende gene, du har tilbage, når behandlingen er afsluttet. Den fastsættes i procent efter en tabel, og erstatningen beregnes ud fra den. Det kan tage tid, fordi méngraden først kan vurderes, når tilstanden er stabil.
Dækker ulykkesforsikringen også i fritiden?
Det afhænger af, hvad du har valgt. En heltidsulykkesforsikring dækker hele døgnet, uanset om ulykken sker på arbejdet, i hjemmet, ved frivilligt arbejde eller ved vennetjenester. En fritidsulykkesforsikring dækker, når du kommer til skade i din fritid. Med den kan du risikere ikke at være dækket ved fx forenings- og klubarbejde, eller hvis du hjælper nabo, familie eller venner.
Hvor hurtigt kan jeg komme til behandling med en sundhedsforsikring?
Skal du skannes, opereres eller til en speciallæge, bliver forløbet sat i gang inden for ti hverdage. Det er sundhedsforsikringens behandlingsgaranti. Først skal du have en henvisning eller anbefaling fra din egen læge. Til fysioterapeut og kiropraktor ved nyopståede skader kan du komme uden lægehenvisning. Dansk Sundhedssikring, der administrerer forsikringen, hjælper med at følge op på tider og bookinger, så du ikke selv skal holde styr på det.